Ivans Klira
Der ligger en go' historie gemt i denne herlige gamle sag, som jeg engang købte af een mand der tømmer dødsboer. For nylig blev jeg opmærksom på at der i guitarens påmalede psykedeliske mønster faktisk også stod navnet Ivan Horn. Derfor kontaktede jeg Ivan, som straks bekræftede at det var hans gamle Klira.
Ivan købte guitaren brugt hos en marskandiser i Guldbergsgade i 1964 for 300 kr. Det var pengegaverne fra hans konfirmation der finansierede købet. Da Ivan fik en bedre guitar, blev Kliraen brugt som slideguitar. På Blues Addicts LP fra 1970 kan man høre Kliraen på nummeret "Smukke". En LP der har fået kult-status rundt omkring i verden, hvor den originale udgave handles til vilde priser. Det var pigen fra Blues Addicts lysshow der dekorerede guitaren.
I 1972 lånte Ivan guitaren ud og i 43 år har han ikke haft guitaren i hænderne. Da jeg i går havde fået guitarens elektronik til at virke igen og guitaren havde fået nye strenge, inviterede jeg Ivan og hans trommeslager Henning fra Blues Addicts på besøg i mit lille guitarværksted, hvor jeg kunne give guitaren tilbage til den rette ejermand. Det siger sig selv at Ivan straks testede Kliraen på min Mesa forstærker i værkstedet. Den lød faktisk ret godt - også fordi det var Ivan der sad bag guitaren. Det var også fedt at se at Ivan strålede som en sol, da han fik guitaren tilbage igen.
Selve guitaren er opbygget som de gamle Höfner 172 "blokguitarer". Oprindeligt har kroppen været betrukket med rødt læderpræget plastik. Der er ingen stålstang i halsen. Guitaren er "lille" og let selv om den har normal strengelængde. Pickupperne har det fint og er efter min smag ret gode. Udgangsstikket er et DIN-stik og ikke det sædvanlige jackstik.
Ivan Horn er een af rockens tunge drenge. Han har været med i mange spændende sammenhænge: Blues Addicts - C.V. Jørgensen (hvor han medvirkede på de fem første albums) - Lotte Rømer Band - Lone Kellerman - Horn I/S - Rugsted & Kreutzfeldt og blandt mange andre Led Zeppelin Jam.
Henning og Ivan på besøg i mit lille værksted.
Bagsiden fik også en tur da der skulle dekoreres. Det kan ikke blive meget mere tidstypisk.
PJ august 2015
¤
Post Scriptum:
Ivan er ikke i blandt os mere. Han drog op for at spille med Hendrix og de andre superguitarister den 8. juni 2017.
|